23948sdkhjf

Nyt værktøj femdobler fangst af netbutikker med farlige varer

Sikkerhedsstyrelsen lancerer fredag værktøjet Aime, som skanner hjemmesider for ulovlige og farlige produkter.

Med få klik er der på internettet adgang til varer fra hele verden.

Det er dog risiko for, at den billige mobiloplader kan være farlig, eller at børnene kan risikere at få legetøjet galt i halsen.

Nu skal et nyt værktøj være med til at sikre, at de varer ikke finder vej til de danske forbrugere.

Sikkerhedsstyrelsen lancerer fredag værktøjet Aime, der ved hjælp af kunstig intelligens finder farlige og ulovlige produkter online.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) peger i en kommentar på, at danskerne skal have ro i maven, når de handler online.

- Det er utrolig vigtigt, for det må simpelthen ikke være en mulighed at tjene penge på at sælge ulovlige produkter, som ikke kun kan være livsfarlige, men også konkurrenceforvridende for de virksomheder, der lever op til sikkerhedskravene, lyder det fra ministeren.

Aime skanner billeder og tekst på hjemmesider og kan finde fem gange så mange hjemmesider med ulovlige produkter som hidtil.

Og det kan på sigt blive endnu flere. Værktøjet bruger nemlig "machine learning" og lærer derfor af tidligere søgninger og bliver bedre.

Hos brancheorganisationen Dansk Erhverv er administrerende direktør Brian Mikkelsen begejstret for det nye værktøj.

- De danske virksomheder bruger rigtig mange penge på at overholde alle sikkerhedskrav, siger han.

- Hvis der kommer noget over grænserne - for eksempel fra Kina - der ikke overholder dem, så er det konkurrenceforvridende. De kan sælge dem billigere, samtidig med de ikke overholder sikkerhedsreglerne.

- Det går også ud over forbrugerne, som i værste tilfælde får nogle varer, som kan være farlige at bruge, lyder det fra Brian Mikkelsen.

Sælger en hjemmeside produkter, der ikke lever op til reglerne, kan det få konsekvenser.

Det kan ende med bøde og i sidste ende fængselsstraf, ligesom domstolene på anmodning fra myndighederne kan blokere hjemmesider for danske forbrugere.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.106